Gør det selv på den romantiske måde

Forfatteren Karina Demuth lægger i sit forord til ’Gør det selv i haven’ ikke skjul på, at læserne kun skal kaste sig ud i bogens projekter, hvis det er lyst og glæde, der driver dem. For der skal både afsættes masser af tid og energi, og penge er der heller ikke at spare, for det meste kan sikkert anskaffes i det nærliggende byggemarked til en lavere pris, om end i mindre charmerende udgaver. Charmerende er derimod bogens drivhusprojekt, der består af gamle sprossede vindue, eller det ligeledes hjemmelagte stråtag til havens legehus eller den klassiske runde træbænk omkring et af havens træer. Bogen giver også gode råd om hegn i haven, belægninger med gamle sten m.m. , og der er forslag til mindre projekter med pileflet. Alt sammen er det pakket ind i romantiske billeder fra skønne danske haver. Gin.

Berlingske Tidende, søndag 18. marts 2007

 

Smuk og romantisk

Gør det selv i haven er både smukkere, mere sprudlende og uortodoks, end titlen lader ane.
Her er vejledninger til et, efter eget udsagn, væld af fuldstændig unødvendige projekter. Hvad med stråtag på legehuset? Drivhus af gamle vinduer? Buer med blomster? Det kan man alt sammen læse om i Karina Demuth romantiske og vildtvoksende havebog for alle os, der elsker den sprudlende, rodede, frodige have – den, som vistnok skulle være den allervanskeligste at anlægge og passe. Selv har jeg efterhånden flere havebøger end haveplanter, men livet er jo først også lige begyndt.

Anne Dorthe Michelsen, Femina nr. 14, 2007

 

Læg stråtag på legehuset
Karina Demuth er et professionelt havemenneske, som også tidligere har skrevet gode havebøger. Nu er hun på banen igen med ’Gør det selv i haven’ som er en aktivitetsbog for de mere ihærdige. Hvad med at lægge et smukt stråtag på ungernes legehus? Eller bygge et drivhus af gamle vinduer? For de mindre modige er der lettere ideer .. som at lave en espalier til klatrerosen. Man kan også nøjes med at lære at binde en blomsterkrans og lave et klatrestativ af hønsenet til ærteblomsterne.


BT, Havesæsonens bedste bøger, 29. marts 2007